Det danske kvindelandshold i håndbold mister sin mest rutinerede spiller blot en måned før VM.
Rikke Skov, som har spillet 122 landskampe og scoret i alt 344 mål for det danske landshold, stopper med øjeblikkelig virkning, skriver Viborg Stifts Folkeblad.
At stoppe på landsholdet har været en svær beslutning, siger den 31-årige Viborgspiller.
"Men jeg kender min krop og ved, at min skulder ikke kan tåle belastningen fra både klub- og landshold længere. Jeg vil ikke byde mig selv at afstå fra den nødvendige restitution ved at få blokader eller være på pillekure, så derfor er der ikke andet at gøre, end at sige fra til landsholdet," siger Rikke Skov.
Landstræner Jan Pytlick ærgrer sig over tabet.
"Vi kan jo ikke sådan uden videre erstatte Rikke Skov med en spiller af samme kaliber. Hendes stærke fysik er et stort aktiv for os i begge ender af banen, så det, at hun melder fra, betyder, at vi må se på alternativer - især i forsvaret."
Kilde: Viborg Stifts Folkeblad