Flere af spillerne i den danske landsholdslejr har problemer med at trække vejret i de tynde luftlag i Sydafrika, hvor VM skal spilles.
I følge eb.dk har spillerne særligt store problemer med at få vejret igen efter nærkampe.
"Jeg bliver hurtigere forpustet og kan mærke, at restitutionstiden er lidt længere. Efter en nærkamp går der længere tid, før jeg er på 100 procent igen," siger midtbanespilleren Thomas Kahlenberg til eb.dk.
Samme problem har Per Krøldrup i forsvaret.
"Jeg bliver meget lettere forpustet og lidt stakåndet. Det er tydeligt, at jeg savner overskud," siger han.
Til gengæld er holdets veteran og kaptajn Jon Dahl Tomasson ved at vænne sig til den tynde luft.
"Vi ånder alle sammen lidt hurtigere på grund af højden. Men for mig personligt var de første dage de værste," siger han.
VM i Sydafrika bliver skudt i gang om otte dage. Danmarks første kamp bliver spillet 14. juni mod Holland.