Landsholdet får VM-lejr ved Sortehavet

Landstræner Åge Hareide fortæller, at blandt andet logistikken har været afgørende for valget.
Åge Hareide og resten af landsholdet har fundet ud af, hvor de skal bo under VM-slutrunden i Rusland næste år.
Åge Hareide og resten af landsholdet har fundet ud af, hvor de skal bo under VM-slutrunden i Rusland næste år. Foto: Martin Sylvest/Scanpix

Dansk Boldspil-Union (DBU) har fundet frem til, hvor landsholdets VM-lejr skal ligge, når der spilles VM i Rusland.

Det bliver i russiske Anapa ved Sortehavet, skriver DBU på sin hjemmeside.

- Ved sommerens slutrunde skal vi rejse meget til og fra spillestederne og vores basecamp hotel. Derfor var logistikken afgørende for os, siger landstræner Åge Hareide.

- I Anapa har vi 10 minutters kørsel til lufthavn og vores træningsanlæg, hvilket er ret unikt efter russiske forhold.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Anapa ligger i det sydvestlige Rusland, hvor gennemsnitstemperaturen er på 21-24 grader, mens slutrunden spilles.

Med placeringen forbliver holdet indenfor en tidsforskel på en time i de tre gruppespils kampe. Samtidig kan flyvetiden til de tre indledende spillesteder begrænses til cirka to timer.

- Vi får gode muligheder for at kunne være meget udendørs og nyde det milde klima og Sortehavet. Det, tror jeg, er vigtigt, når man er samlet så lang tid, siger Hareide.

- Samtidig får vi et hotel, hvor vi har gode forhold med tre etager reserveret til os, hvor vi kan samle os som hold, sikre gode behandlingsmuligheder og fysisk træningsfaciliteter, siger Åge Hareide.

Danmark møder i gruppespillet Frankrig, Peru og Australien, og kampene skal spille i Moskva, Samara og Saransk.

Med over 17 millioner kvadratkilometer i areal er Rusland verdens største land, der rummer 11 tidszoner fra Kaliningrad i vest til Kamtjatka i øst.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.