Mord, voldtægt og kidnapninger er dagligdag i Sydafrika, så når de danske VM-spillere stiger ombord på flyveren mod Sydafrika næste sommer, vil de, foruden fodboldstøvler og træningstøj, også have en sikkerhedskoordinator fra Politiets Efterretningstjeneste med.
Samtidig er der kontakt til sydafrikanske myndigheder, der skal sørge for, at sikkerheden for de medrejsende danske fans er i top. Det skriver B.T.
"PET tilknytter en mand til landsholdet, sådan som de har gjort i forbindelse med tidligere slutrunder og kampe mod Tyrkiet og Israel. Derudover bliver der et antal sikkerhedsfolk tilknyttet. Enten fra politiet eller militæret i Sydafrika," siger DBU's informationschef, Lars Berendt, til B.T.
PET's sikkerhedskoordinator har ikke nogen beføjelser i Sydafrika, men skal sørge for at have kontakt til politi og militær og andre myndigheder i Sydafrika, og at der bliver passet godt på landsholdet. Det er ikke unormalt, at det sker ved VM-slutrunder. Ved VM i Frankrig i 1998 var der hele tiden fire sikkerhedsfolk om den danske trup.
De danske roligans kommer også til at kunne mærke, at der er fokus på sikkerheden. DBU vil sælge færre billetter i løssalg end sædvanligt, og give flere billetter til professionelle rejsearrangører, der kan lave færdigsyede pakkerejser. Derudover laver DBU, politiet og den sydafrikanske ambassade et sikkerhedsmateriale med nyttige oplysninger til de roligans, der skal til VM.