Helt rutinemæssigt har en del af de danske landsholdspiller ladet sig teste for brug af ulovlige stoffer. Resultatet er kommet ud og alle prøverne var negative.
Efter landsholdets ankomst til Sydafrika, blev otte spillere i fredags hevet til side af FIFAs dopingkontrollanter. Thomas Sørensen, Søren Larsen, Christian Poulsen, Simon Kjær, Jon Dahl Tomasson, Jesper Christiansen, Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen skulle testes, og DBU har fået bekræftelse på, at alle tests var negative.
DBU testede også de danske drenge inden de tog afsted, og her var der heller ikke noget at bemærke.
"FIFA har krævet, at spillerne gennemgik et detaljeret medicinsk testprogram inden slutrunden. Det satte vi i værk i februar måned, og vi gennemførte testene i forrige uge i Helsingør. Nu har vi fået resultaterne af prøverne, og de har bekræftet os i, at ingen af vores spillere skal have påbud mod at stille op til slutrunden af medicinske årsager," siger landsholdslæge Søren Kaalund til dbu.dk.
FIFA påkræver at samtlige 736 VM-spillere skal igennem lægeundersøgelse, før de må stille op ved slutrunden.