Af Jakob Melgaard og Andreas Mayerhofer
jame@avisen.dk | anma@avisen.dk
Det lignede en scene fra en gammel spionfilm, da den danske delegation ved kvinde-VM i fodbold afslørede to kinesiske spioner bag et en-vejsspejl i færd med at filme det danske taktikmøde.
Og så er det oven i købet kun toppen af isbjerget, fortæller Pia Schou Nielsen, kommunikationsmedarbejder hos DBU, som er med i Kina.
»Vi har haft flere episoder hernede. Vores plæne er ikke blevet klippet i seks dage, ved vores lukkede træninger har der været flere videokameraer til stede, og det har selvfølgelig været utilfredsstillende. Men det er klart, at episoden, hvor vi afslørede to mænd, som filmede bag et envejsspejl er det mest forrykte vi har været vidne til,« forklarer Pia Schou Nielsen, som tilføjer, at de to mænd er overdraget til politiet, ligesom også FIFA er blevet kontaktet.
Aner ikke, hvem det er
»Vi har i samråd med FIFA lukket sagen nu for at koncentrere os om at spille fodbold, men politiet undersøger omstændighederne. Jeg vil gerne pointere, at vi ikke anklager nogen. Heller ikke det kinesiske fodboldforbund, for vi aner ikke, hvem personerne er,« siger hun.
I en mail til Nyhedsavisen understreger FIFA dog, at personerne bag spejlet tilsyneladende ikke har noget med det kinesiske hold at gøre:
»Det kan tilføjes, at FIFAs undersøgelser har vist, at disse hændelser ikke har noget at gøre med andre hold, der deltager i turneringen,« som Nicolas Maingot fra FIFAs pressekontor skriver det.
På det sportslige plan er Danmark bagefter med nul point ligesom New Zealand, der er holdet næste mostander på lørdag. Sidste gruppekamp er mod Brasilien, som vandt deres første kamp. To hold går videre fra gruppen.
Det danske hold har følt sig chikaneret under foreberedelsen til kampen mod Kina.
Græsset blev ikke klippet på træningsbanen.
Der var mænd med kameraer til lukkede træninger.
Og taktikmødet blev overvåget af mænd bag et spejl.
Danmark har overgivet sagen til FIFA og vil nu koncentrere sig om det sportslige.