En 89-årig mand har fredag mistet livet ved en brand i sit hus i landsbyen Gjerndrup midtvejs mellem Kolding og Esbjerg.
Det skriver JydskeVestkystens netavis.
Branden blev opdaget ved 10-tiden fredag formiddag af en nabo, der slog alarm. Da brandfolkene nåede frem var huset omspændt af flammer.
Omkring seks timer senere blev den 89-årige tidligere entreprenør Knud Bent Jessen Petersen fundet død i det næsten udbrændte hus.
Umiddelbart efter gik flagene på halvt i landsbyen, skriver jv.dk.
Politiets teknikere skal nu undersøge brandstedet for om muligt at fastslå brandårsagen.
/ritzau/