Han blev kendt i hele Danmark, da han sidste år ledte efter den eneste ene i ”Landmand søger kærlighed. Siden byttede han dog tilværelsen som landmand ud med en karriere som professionel ishockey-spiller i Norge, og nu kan Anders Thimm føje endnu en titel til CV’et: Landstræner.
Han skal nemlig står i spidsen for det danske landshold i powerchair floorball – det fremgår af Parasport Danmarks hjemmeside.
– Jeg har et stort ønske om at lære fra mig, og jeg glæder mig til arbejdet med denne her gruppe spillere. Jeg ved, de har samme tilgang til deres sport, som jeg selv har, og forhåbentlig kan jeg bidrage med noget ekstra vindermentalitet, humor og kammeratskab. Mit mål er, at vi vinder EM næste år både på banen og uden for banen, siger Anders Thimm til hjemmesiden.
Det bliver et succesrigt hold, han kommer til at stå i spidsen for. Danmark er nemlig regerende verdensmestre i disciplinen, efter holdet vandt VM sidste år.