En økonomisk lussing er på vej til det i forvejen pressede landbrug. EU-kommissionen vil ændre landbrugsstøtten, og det kommer til at koste danske landmænd millioner af kroner i støtte, skriver Politiken.
Sammen med fire andre EU-lande kommer Danmark til for alvor at holde for, når landbrugsstøtten bliver omlagt.
EU vil gøre støtten mere grøn, og det er netop den del, som Landbrug og Fødevarer håber på kan redde de danske landmænd, som i forvejen kæmper med gæld og nedgang i arbejdspladser.
"Jeg tror, at hvis vi får det tænkt ind i en sammenhæng, så skal vi nok komme igennem det her. Vi har jo også vidst, hvad vej det gik. Den grønne komponent gør, at vi vil blive belønnet for noget af det, vi allerede har gjort på det grønne område," siger formand Niels Jørgen Pedersen til Newspaq.
Han peger på, at dansk landbrug i stedet bør have nogle flere af de såkaldte landdistriktsmidler fra EU.
"Det er vigtigt, at vi får fokus på at få hevet nogle flere landdistriktsmidler hjem fra EU. I dag får vi kun 0,3 procent af unionens landdistriktsmidler, og skal vi se det i forhold til Danmarks fødevareproduktion, så burde vi have 2,4 procent. Der ligger faktisk rigtig mange penge der, og det er penge, der kan bruges til natur og miljø i Danmark," siger han.
Niels Jørgen Pedersen understreger dog, at det er vigtigt, at de danske landmænd ikke bliver straffet på pengepungen to gange.
"Det er vigtigt, at vi ikke dobbeltregulerer, og så gør det igen på nationalt plan. Altså at der er en sammenhæng, så vi fortsat har en stor eksport fra den danske fødevareindustri. Det er rigtig vigtigt, at vi ikke øger afgifter og skatter, så vi stopper eksporten med nedgang i arbejdspladser til følge," siger Niels Jørgen Pedersen.
Jens Hansen, økonom og professor på Fødevareøkonomisk Institut på Københavns Universitet, mener ifølge Politiken, at den ændrede landbrugsstøtte kan få økonomien til at vælte hos hver tiende danske landmænd.