Landmændene er på kogepunktet over et officielt kort over de vandløb, som de skal holde 10 meters afstand til med plov, mejetærsker og sprøjtemaskine fra september.
Kortet over de nye randzoner stemmer ikke med virkeligheden, mener landbrugsorganisationen Landbrug og Fødevarer. Nogle vandløb mangler på kortet. Andre vandløb findes kun på kortet, lyder anklagen.
Viceformand i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Henrik Frandsen kræver de nye regler om bræmmer udsat til næste år på grund af fejlene.
- Alt andet er helt urimeligt for os landmænd, siger han i en pressemeddelelse.
Landbrug & Fødevarer mener, at meget få områder er undtaget fra kravet om 10 meter mellem åen og marken.
Arealer omkring Limfjorden, Læsø, Kolindsund og Store Vildmose bliver ekstremt hårdt ramt, lyder påstanden.
- Store områder ikke kan dyrkes mere, fordi afvandingskanalerne ligger så tæt, at der ikke er noget mark tilbage, når randzonerne er lagt ud, siger Henrik Frandsen.
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) har påpeget, at reglerne er lavet sådan, at ingen landmand skal opgive mere end fem procent af sin jord til dyrkning på grund af bræmmerne.
Det nye kort er lavet for at vise landmændene, hvad de kan søge kompensation for. Ifølge Landbrug & Fødevarer er det anden gang, at NaturErhvervsstyrelsen har lavet en masse fejl i et kort over randzoner.
De nye bræmmer uden dyrkning skal beskytte vandløbene mod forurening med kvælstof og sprøjtemidler.
Landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug har stævnet staten for at undgå bræmmerne. Organisationen mener, at dens 4000 medlemmer er undtaget for bræmmerne, så længe retssagen ikke er afgjort.
/ritzau/