Danske svin skal ikke leve og dø med dybe skuldersår. Det siger både landmænd og landbrugsorganisationer. Alligevel bryder Dansk Landbrug sig ikke om, at EU nu går ind og kontrollerer, hvordan svin behandles i Danmark.
- Skuldersår hos svin er et problem, og problemet er ikke blevet løst. Men jeg mener ikke, at EU er løsningen. Det her er noget, som vi selv skal gøre, siger Kjeld Kragelund, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Landbrug.
EU har netop bebudet, at kommissionen vil kontakte de danske myndigheder for at høre nærmere om svinenes forhold, ligesom kommissionen aktivt vil kontrollere, om dyrevelfærden i Danmark er i orden.
Ifølge Kjeld Kragelund er der allerede mange, som vil ændre forholdene i svinestaldene til det bedre.
- Vi er under et politisk pres. Landmændene selv presser på for at få en løsning. Det har en høj prioritet, og vi er i gang med initiativer for at komme det her til livs, siger Kjeld Kragelund.
Konkret skal dyrelægerne holde bedre øje og følge bedre op i staldene, men trods det, er der altså stadig svin i danske stalde, som lider under stærke smerter fra dybe sår.
Kjeld Kragelund vil ikke placere ansvaret for svinenes lidelser nogen steder.
- Jeg ved ikke, hvem der har skylden. Det er gået galt, men jeg ved ikke, hvorfor, siger han.