Håndboldherrernes førstemålmand, Niklas Landin, spillede en flot kamp, da Danmark torsdag aften besejrede Serbien 26-25 og blev sikker på at gå videre fra gruppe B ved OL i London.
Målmanden glæder sig over sin indsats.
- Det var utroligt dejligt, især personligt, at melde sig ind i turneringen, siger Niklas Landin.
Selvom Danmark kom bagud fra begyndelsen af kampen, havde Niklas Landin flere gode redninger, men helt tilfreds var han dog ikke.
- Der var nogle skud, som jeg var forberedt på, men som lige smuttede ind, siger han.
- Men gennem hele kampen synes jeg, at jeg holdt fokus meget godt på det, jeg havde aftalt med mig selv, og den plan, vi havde lagt.
- Det gik rigtig fint, og det var selvfølgelig dejligt at stemple ind i turneringen for alvor, siger han.
Niklas Landin fik kun hvil under kampen mod serberne, når han blev afløst af Marcus Cleverly på straffekast.
Det gik meget godt, for serberne fik ikke scoret.
- Det er altid vigtigt at have overtaget på straffe, og det må man sige, at Marcus havde i dag.
- Det er dejligt, at vi kan supplere hinanden. Sidst mod Spanien var det Marcus, der spillede rigtig godt, og i dag var det så min tur. Vi har vist, at vi er to rigtigt gode målmænd, siger Niklas Landin.
Danmark har tre sejre efter tre kampe i gruppe B.
Det betyder, at det danske hold er sikker på at blive blandt de fire hold i gruppen, der går videre til kvartfinalerne.
/ritzau/