Vuggestuebørn i Odense skal bruge miljøvenlige bleer, mens de københavnske klasseværelser skal vaskes i rengøringsmidler, som skåner miljøet. Og når borgmesteren i Århus skal printe en tale, skal det være på genbrugspapir.
Det er konsekvensen af en aftale mellem landets tre største byer og Miljøministeriet.
Aftalen betyder, at alle indkøb i kommunerne senest fra udgangen af 2007 skal leve op til en række miljøstandarder som for eksempel Svane-mærket og Blomsten.
Miljøminister Connie Hedegaard (K) håber, at initiativet vil inspirere flere kommuner til at satse på grønne indkøb.
»Når Danmarks tre største kommuner med i alt knap en million indbyggere konsekvent køber grønt på en række områder, så er det noget, der batter noget,« siger hun.
Aftalen betyder også, at alle computere i de tre kommuner i fremtiden skal være energibesparende, og at legetøjet i de kommunale børnehaver ikke må indeholde ftalater og allergifremkaldende stoffer.
I Københavns Kommune køber man hvert år ind for mere end tre milliarder i varer og tjenesteydelser til kommunen.