Iført jakkesæt, lange kjoler og høje hæle er landets ministre mandag aften ankommet til Amalienborg.
Her skal de deltage i statsrådsmiddag på Amalienborg.
De allerførste gæster, der ankom til slottet, var dog ansatte i kongehuset. Blandt dem var kommunikationschef Lene Balleby.
Middagen, som foregår i Taffelsalen på Amalienborg, afholdes af kongeparret.
Blandt de første ministre ved slottet var blandt andre ligestillings- og digitaliseringsminister Marie Bjerre (V), kirkeminister Morten Dahlin (V) og uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
Også statsminister Mette Frederiksen (S) er ankommet.
Den seneste statsrådsmiddag blev afholdt i 2021 med dronning Margrethe som vært på Fredensborg Slot.
Denne gang er det Amalienborg, der skal danne ramme om statsrådsmiddagen, som er kong Frederiks første af slagsen.
For flere af ministrene er det første gang, de deltager i en statsrådsmiddag.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) siger til TV 2 News, som er til stede ved Amalienborg, at "det er specielt, for det er min første statsrådsmiddag".
Også for Venstres økonomiminister, Stephanie Lose, er det en ny oplevelse. Hun siger til TV 2 News, at hun forventer en festlig aften.
Selv om kronprins Christian sidder med i Statsrådet, deltager han ikke i middagen mandag aften, siger TV 2 News' journalist ved Amalienborg.
Han skal passe sin skole, og det glæder børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S), siger han til TV 2 News, da han bliver spurgt til kronprinsens fravær ved middagen.
Tesfaye glæder sig ellers til "god mad og til at se den nye konge", lyder det.
Alle love og vigtige regeringsforanstaltninger bliver behandlet i Statsrådet. Her stadfæstes de lovforslag, som Folketinget har vedtaget.
Desuden er det også her, at regeringen forelægger de lovforslag, som den agter at fremsætte, over for kongen.
Statsrådet er mest en højtidelig ceremoni og ikke et møde, hvor der bliver truffet beslutninger.
Rådet består af alle ministrene, regenten og tronfølgeren, hvis vedkommende er myndig. Det er kongen eller hans stedfortræder, der leder mødet.
/ritzau/