Nyhedsavisens leder er så spækket med fejl og fordomme, at jeg ikke har en kinamands (m/k!) chance for at trænge gennem panseret og kommentere det hele. Så blot dette:
Bertel Haarder har kæmpet samme kamp for kønnenes ligeværd, som jeg og alle normalt sindede i dette land til enhver tid vil gøre. Bertel Haarder er imidlertid klog nok til at skelne mellem religion og politik, så han kunne aldrig drømme om at stille uden for moskéen med ligestillingsloven og forlange, at der også skal være kvindelige imamer eller uden for landets katolske kirker med et forlangende om kvindelige præster, jvf. det, han meget udtrykkeligt sagde i Dags Dato i TV 2.
Lederen forstår ikke denne skelnen og forlanger derfor, at alle landets love skal presses ned over kirken ¿ kirkens herre er det til enhver tid parlamentariske flertal. Farvel kirke, farvel kirkens Herre, farvel Bibel, og goddag til den nye kirkeherre: folket, folkeviljen og Folketinget. Måske er det på høje tid, at vi får afviklet statskirken, så vi slipper med den vildfarelse, at kirken bare har at følge statens lovgivning. Den dag, staten ikke længere har en kirke, der tør modsige staten, er det synd for staten. Den dag, kirken ikke længere følger sin sande Herres røst, er den døende. Det er kernen i sagen om kvindelige præster.