Tusinder flygter nu desperat fra det blodige og dødsensfarlige kaos i Libyen. Diktator Muammar Gaddafis tale i går på nationalt tv kan optrappe volden i landet.
På nationalt libysk tv opfordrede diktatoren til at hænge alle modstandere af regimet, og han nægter at bøje sig for de voldelige protester. Han sagde, han ville dø som martyr i sit eget land. Nu frygter alverdens nationer for deres borgere i Libyen.
15.000 egyptere flygter derfor desperat over grænsen til deres eget land. Grækenland har sagt ja til at evakuere 15.000 kinesere, England og USA sender skibe til Libyen for at få deres statsborgere ud. Det skriver Al Jazeera.net.
"Vi arbejder hårdt sammen med flyselskaber for at få så mange briter ud af landet som muligt. Vi håber meget på, at vi hurtigst muligt får tilladelse af de libyske myndigheder til at lande. Nu sender vi lynhurtigt et hold af sted, som skal hjælpe vores statsborgere," siger William Hauge fra det britiske udenrigsministerium til Al Jazeera.net
Det danske udenrigsministerium vurderer, at der befinder sig 15 danskere i det kaotiske land.
Kilde: Al Jazeera