Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
I sit udspil "Taxi til fremtiden" lægger regeringen op til en omfattende liberalisering af taxiloven. Det skal blandt andet være op til taxivirksomhederne at bestemme, hvilken service de vil tilbyde med hensyn til åbningstider, geografisk dækningsområde og udbudte tjenester.
Udspillet fra regeringen bekymrer formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.
- Jeg er meget bekymret over, at man vil lempe kravene til det geografiske dækningsområde. Det vil i sidste ende gå ud over de borgere i landdistrikterne der ikke er mobile, herunder i særdeleshed de ældre, siger han og fortsætter:
- Vi kan ikke acceptere, at regeringen åbner op for at lempe taxiloven i en sådan grad, at det kan give udfordringer i forhold til at sikre taxidækning uden for de største byer.
Landdistrikternes Fællesråd oplyser at der har været en støt tilbagegang i antallet af taxier over hele landet. I nogle områder af landet - særligt i landdistrikter - er det ikke længere muligt at bestille en taxi.
- Det giver udfordringer i forhold til mobiliteten på landet, og vi kan frygte, at det kan være med til at gøre, at flere vælger at flytte ind mod de større byer, siger Steffen Damsgaard.
Han betragter regeringens udspil som et oplæg til de kommende forhandlinger, og vil drøfte den geografiske dækning med transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen, transportordførerne og Dansk Taxi Råd.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.