Landbrugsråd ser ingen fordele ved klonet kød

Der er ingen gode grunde til at bruge klonede dyr til produktion af mælk, bøffer og ost. Det mener Landbrugsrådet.

Landbrugsrådet ser ingen gode grunde til at lave bøffer af klonede køer eller ost af klonede geder.

»Jeg kan ikke se nogen fordele ved at bruge klonede dyr til produktion af fødevarer,« siger chefkonsulent Per Olsen. Landbrugsrådet er Danmarks førende erhvervsorganisation for landbruget og fødevareindustrien. Per Olsen forklarer, at hvis et dyr bliver til ved kloning, vil det i sagens natur blot resultere i et dyr magen til. Hvorimod et dyr, der bliver til ved avl, kan resultere i et bedre dyr.

»Ved avl er der mulighed for at opnå en såkaldt avlsgevinst, såsom en ko, der giver mere mælk, eller en gris der vokser hurtigere. Det er der ikke ved kloning,« siger Per Olsen.

Han undrer derfor over, at der i USA er interesse for at klone dyr til produktion af fødevarer.

I torsdags fastslog den amerikanske regerings fødevaremyndighed, Food and Drug Administration (FDA), at det er ligeså sundt og ufarligt at spise kød og drikke mælk fra klonede dyr som fra avlede dyr. Ifølge nyhedsbureauet AP betyder det, at kloning af dyr måske bliver tilladt i USA i løbet af de kommende år.

Det har allerede fået amerikanske kritikere til at melde sig med bekymringer om sundhedsrisici og etik.

I Danmark har der ligeledes været udtrykt skepsis overfor at købe og spise fødevarer fra amerikanske klonede dyr, der, ifølge FDA, ikke behøver at blive mærket med en særlig mærkat. Det er forbudt at klone dyr i Danmark.

Fakta:

I 1996 kom fåret Dolly til verden som det første kloede dyr.

Det er kun en meget lille del af klonerne, der udvikler sig normalt.

Siden Dolly har man klonet får, kvæg, geder, mus, svin, kaniner og katte.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.