Boligmarkedet i mange landsbyer er kollapset på grund af for mange og for dårlige bygninger, og der er brug for politisk nytænkning, skattefordele og en bulldozer, hvis landsbyerne skal være attraktive at slå sig ned i fremover.
Landbrugets interesseorganisation Landbrug og Fødevarer vil sikre balance på boligmarkedet med en målrettet indsats mod nogle af de mellem 60.000 og 100.000 huse og bygninger, som de mener, er klar til nedrivning.
- Der er nødt til at ske noget, ellers stopper det med at være attraktivt at bo på landet og i landsbyerne, siger organisationens formand Martin Merrild.
Udfordringerne for de sårbare yderområder, også kaldet Udkantsdanmark, har været på programmet flere gange under Folkemødet på Bornholm.
Blandt andet de store problemer med at låne penge til at købe et hus på landet, manglen på job samt den fortsatte og konstante flytning fra land til by.
Thorkild Ærø, direktør i Statens Byggeforskningsinstitut, vil have lavet en overordnet plan for, hvor der skal være huse, landsbyer, landbrug og natur om 50 år.
- Vi skal vide, i hvilken retning vi vil gå, siger han.
Landbrug og Fødevarer er dog parat til at sætte nedrivningskuglen i sving allerede nu.
Martin Merrild efterlyser flere penge til kommunerne, så de kan købe de dårligste ejendomme og rive dem ned. Og han vil også have staten til at se på skattereglerne i forbindelse med nedrivning.
- Landmænd, der køber en ejendom for kun at bruge jorden, skal vente fem år med nedrivning for at få fuldt fradrag. Man bør give fradrag fra dag et, siger Martin Merrild.
Derudover ser Landbrug og Fødevarer perspektiv i at gøre flere helårshuse til flexboliger, så købere kan bruge dem som sommerhus i stedet for, at husene ikke kan sælges og får lov til at forfalde.
Landbrug og Fødevarer ønsker at gøre det mere attraktivt for kommunerne at give tilladelse til flexbolig end i dag, hvor det ikke bruges så meget.
Organisationen foreslår derfor, at ejeren af flexboligen skal levere entolvtedel af sin skattebetaling til den kommune, hvor flexboligen ligger.
/ritzau/