Dansk landbrug tegnede sig i 2016 for næsten 40 procent af de tab, som bankerne måtte realisere på erhvervsudlån, skriver Jyllands-Postens Finans.
Det er mere end en fordobling på et år ifølge mediet, der har sine tal fra en opgørelse fra Finanstilsynet.
Udviklingen i landbruget går imod den generelle tendens for erhvervskunder, der er blevet stærkere og stærkere siden krisen.
Samlet er bankernes tab på erhvervsudlån i 2016 faldet med 31 procent til det laveste niveau i ti år.
For landbruget går udviklingen imidlertid den stik modsatte vej - bankernes tab på denne sektor er vokset 58 procent til det højeste niveau i nyere tid.
Dermed står landbruget tilbage som det helt store problembarn i bankernes regnskaber.
Landbrugets vanskelige økonomiske situation understreges af, at sektoren blot har 6,8 procent af bankernes erhvervsudlån, men som nævnt tegner sig for hele 38 procent af tabene.
Bredt set går det dog ganske godt for landbruget. Men en lille gruppe er fortsat i store økonomiske problemer, der blev grundlagt op til finanskrisen.
- Før finanskrisen var jordpriserne stigende. Så man skulle låne meget for at købe et landbrug.
- Så kom krisen, og jordpriserne faldt med omkring 40 procent. Samtidig faldt priserne på kød og mælk, og nogle landmænd tabte stort på ting som renteswap og schweizerfranc.
- Men gælden forbliver jo, siger erhvervsøkonomisk chef hos videnscentret for landbrug, Seges, Klaus Kaiser.
Ifølge ham drejer det sig om omkring 15 procent af landbruget, der sidder i en gældsfælde.
- De fleste landbrug er økonomisk velkørende, men nogle har altså store økonomiske problemer stadigvæk, siger Klaus Kaiser.
Fortsat høje priser, ændret regulering og produktivitetsforbedringer kan være med til at redde de nødstedte landbrug.
- Men der er nok nogle, der er så langt ude, at de ikke klarer den, siger Klaus Kaiser.
/ritzau/