Det er ikke tryllestøv i ærmet, der har sikret Ringkjøbing Landbobank en topplacering i Voxmeters undersøgelse af danske bankers omdømme, men derimod de ansattes kundefokus. Det forklarer direktør John Fisker i et interview med Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Medarbejdernes bliver belønnet med is og kage for deres arbejde, der har sikret bankens topplacering.
- Vi synes egentlig ikke, vi gør andet, end det vi altid har gjort. Men vi er ekstremt kundefokuserede, og spørger vi vore kunder, hvad de mener om os, siger de, at de har os som bank, fordi de har tillid til os, får kompetent rådgivning, har nemt ved at komme i kontakt med os, og er hurtige til at træffe en beslutning, siger John Fisker.
I et marked med hård konkurrence giver det klare fordele, når banken oplever succes på kundesiden.
- For os er det selvfølgelig dejligt, at vore kunder giver os en topplacering. Det bekræfter vore medarbejdere i, at det de gør hver dag, er det rigtige, og at det bare handler om at fortsætte med snuden i det samme spor, siger John Fisker til Dagblad Ringkøbing-Skjern.