Det var Danske Spils efterlysning, der fik den heldige vinder til at komme i tanke om, at han havde købt en kupon i Lalandia - nu venter der ham mange millioner.
Det allersidste telefonopkald til Danske Spils kundeservice inden lukketid onsdag aften var fra en dansk kunde, der havde været i Lalandia og købt en Eurojackpot-kupon. Med andre ord: Lalandia-vinderen er fundet!
Vinderen er en mand, der på sin badeferie i Lalandia i Rødby havde købt en Eurojackpot-kupon. Og så havde han ellers glemt alt om det, og derfor var det først, da han på facebook så, at Danske Spil efterlyste en vinder, der havde købt sin kupon i Lalandia, at han kom i tanke om, at han da vist havde en kupon, han hellere måtte få tjekket.
Manden siger til Danske Spil, at det hele stadig er meget uvirkeligt fordi det ‘stadig kun er en kupon og et par telefonsamtaler’, men han regner med, at det bliver noget mere virkeligt og til at forstå, når forskuddet på 200.000 kroner tikker ind på kontoen i morgen.
Hos Danske Spil glæder man sig over, at vinderen er fundet.
- Det er fantastisk, at den store milliongevinst nu har fundet sin ejermand, og jeg sender et stort tillykke til den heldige feriegæst, som med 63 millioner kroner fremover kan få alle ferieønsker på sin bucket list opfyldt. Så stor en milliongevinst er helt naturligt en stor livsændring, som skaber helt nye og uanede muligheder. Uanset hvilke drømme vinderen har, vil vores erfarne millionærrådgivere stå klar med specialiseret rådgivning. Det gør vi for at sikre, at vinderne får taget godt hul på den nye tilværelse som multimillionær, siger Malene Mølgaard, som er adm. direktør i Danske Lotteri Spil.
Når der er tale om så store gevinster, som i dette tilfælde, så går der altid nogle uger, før pengene bliver overført til kundens konto, men kunden bliver til gengæld tilbudt at få et kontant forskud på 200.000 kroner her og nu. På den måde kan vinderen så småt komme i gang med sin nye tilværelse som økonomisk uafhængig.
Gevinsten fra Lalandia på 63.287.630 kroner er den 14. største gevinst i Danske Spils historie.