Er du bidt af en gal lakrids, så kan sulten i den grad blive stillet nu på fredag den syvende juli.
Den syvende juli finder verdens måske største lakridssmagning nemlig sted, når Lakrids by Bülow uddeler 500.000 smagsprøver verden over.
Danske lakridselskere vil blandt andet kunne finde smagsprøver ved Tivoli i København, Langelinie, Lille Torv i Aarhus og i Svaneke på Bornholm.
Lakrids by Bülow vil med missionen få hele verden til at elske lakrids – ét stykke gourmetlakrids ad gangen, lyder det i en pressemeddelelse.
Derfor uddeler man ikke mindre end 500.000 gratis smagsprøver til heldige forbipasserende forskellige steder i verden.
- Initiativet er den hidtil største sampling af lakridser hos Lakrids by Bülow, fortæller Johan Bülow, som er kreativ direktør og stifter af lakridsfirmaet.
- Vi har altid delt smagsprøver ud, lige fra vi slog dørene op for første gang den 7. juli 2007 og senere
gennem vores smagspanel Lakrids Lovers. Smagsprøver accelererer vores mission om at få verden til at elske lakrids og er en grundlæggende del af vores DNA. Men vi har aldrig kastet os ud i at omvende så mange skeptikere på én dag – det her må være verdens største lakridssmagning, så vi glæder os enormt meget. Forhåbentligt giver en halv million gratis smagsprøver både lakridselskere og -tvivlere en gourmetlakrids-oplevelse udover det sædvanlige, siger Johan Bülow i meddelelsen.
Foruden de seks steder i Danmark, deler firmaet smagsprøver ud i Tyskland, Storbritannien,
Sverige, Norge og Finland.