Karl Lagerfeld er mere glad for Pippa Middletons bagdel end hendes ansigt. Det erkender den 78-årige designer.
Manden, der ikke er bange for at dele sin mening med omverdenen, udtrykker sin beundring for Kate Middletons søsters bagdel. Men han lægger samtidig ikke skjul på, at hendes profil ikke er noget at råbe hurra for.
- Jeg kan ikke lide hendes ansigt. Hun bør kun vise sin bag, siger han til The Sun.
Pippa Middleton blev berømt for sin bagdel ved sin søsters bryllup sidste år, og mange vil mene, at hun på det nærmeste stjal billedet fra bruden.
Men hende har designeren flere rosende ord til overs for end søsteren.
- Hun har en flot silhouet. Jeg kan godt lide den type kvinde - romantiske skønheder.
Designeren mener, at hun på grund af sin silhouet kan iklæde sig det meste.
- Hun kan bære hvad som helst og forstår, hvad hun kan tage på.
Lagerfeld har tidligere været ude med riven, da han blandt andet kaldte den britiske sangerinde Adele for fed.
/ritzau/