Nederlagene til Danmark i VM-kvalifikationen kostede Sveriges landstræner jobbet.
Men nu kan han alligevel booke en flybillet til Sydafrika.
Lars Lagerbäck skal i de kommende fem måneder stå i spidsen for Nigeria, der er i pulje med Argentina, Grækenland og Sydkorea ved slutrunden.
Efter sigende har den mangeårige svenske landstræner imponeret sine nigerianske arbejdsgivere med sin viden om det vestafrikanske lands fodboldhistorie.
Lagerbäcks assistent bliver også svensk - nemlig Roland Andersson.
Nigeria fyrede landstræner Shaibu Amodu efter en skuffende tredjeplads ved Africa Cup of Nations.