Mangler du en praktikplads - så tag til Læsø. Stik mod tendensen i resten af landet, så har øen plads til lærlinge.
Et af de steder, der er en ledig praktikplads, er hos Læsø Byg og Entreprenør.
- Vi kan tilbyde et afvekslende job. Vi laver alt muligt mellem himmel og jord inden for entreprenørbranchen, fortæller indehaver Lars Thurn Jensen til P4 Nordjylland.
Turnusordning
Ifølge borgmester Tobias Birch fra Venstre er der flere ledige praktikpladser på Læsø.
Men det er en udfordring at lokke unge til. Derfor vil borgmesteren gerne lave en turnursordning med andre kommuner, så lærlingene ikke behøver at bosætte sig mere end et år.
- Man kunne tage et år eller halvandet på læsø for at få øjnene op for at der foregår en masse spændende ting ovre hos os.
Læsø's ønske om at få hjælp til at få unge motiveret til at bruge deres praktiktid på den nordjyske ø bliver modtaget med stor interesse på EUC Nord.
Mangler unge
Udviklingschefen ved EUC-Nord, Søren K. Nielsen siger, at han straks i næste uge ringer til Læsø's borgmester, der siger, at der er masser af praktikpladser at få på øen.
Og at øen mangler de unge.
- Vi er klar til at samarbejde fra EUC's side, og jeg er overbevist om, at vi kan få lavet en stribe nye praktikpladsaftaler, siger Søren K. Nielsen til P4 Nordjylland.
Han begrunder det først og fremmest med, at uddannelsesaftaler i dag kan skrues sammen på mange forskellige måder, så de unge ikke binder sig fast til at være på øen i hele praktikperioden.