Du kender det godt: Juleaften er overstået, og blandt gaverne er der en ting eller to, der ikke helt ramte plet. Derfor vil du godt lige have bonen, så du kan gå ned i butikken og bytte dem.
Men det er ikke en selvfølge, at du kan bytte gaverne, bare fordi du har bonen. For ifølge købeloven er butikkerne nemlig ikke forpligtet til at tage varer tilbage.
Ifølge en undersøgelse som Forbrugerrådet har lavet, tror halvdelen af de adspurgte, at man som forbruger har ret til at få byttet sin vare eller få pengene tilbage.
Forbrugerrådet har til og med november i år fået 186 henvendelser fra folk, der har fortrudt deres køb og som har problemer med at få pengene igen eller byttet varen. Og i rådet mærker man hvert år i december, at antallet af klager over bytteservice stiger.
"I december måned køber man ikke bare ting til sig selv, men også ting til familie og venner. Og der er rigtig mange forbrugere, der bliver overraskede over, at de ikke har de rettigheder, de tror, de har," fortæller direktør for Forbrugerrådet, Camilla Hersom.
Ifølge købeloven har man ved et almindeligt køb i en butik hverken fortrydelsesret, hvor man kan få pengene tilbage, eller bytteret.
Lars Quistgaard Bay er advokat og chefkonsulent hos Dansk Erhverv (DE). Han forklarer, at forbrugerne i de fleste større butikker både kan få byttet deres varer eller få pengene tilbage. Mens det i de små butikker kan være vanskeligere at få byttet sweateren fra moster Oda.
Derfor kan det ifølge Lars Quistgaard Bay være en god ide at lave en individuel aftale med forretningen, når man handler.
"De små forretninger er jo også interesserede i at sælge og har derfor ofte en såkaldt individuel bytte og returret. Så hvis du kommer ind i butikken og ser en kjole, og spørger, om du må tage den med hjem, så din veninde eller kæreste kan hjælpe med at bedømme den, så vil de som regel gerne yde den service," siger han.
Både Camilla Hersom og Lars Quistgaard Bay opfordrer forbrugerne til at sørge for at spørge til, hvilke regler, der gælder i den butik, man handler i.
"Mange butikker vil gerne tage varer retur, hvis man siger, det er til en gave og får dem til at notere det på bonen. Så kan man også sørge for at få fristen skrevet ned," siger Lars Quistgaard Bay.