Når en landsholdsspiller bliver skadet, kan det være en dyr fornøjelse for klubben.
Men sådan er det ikke i den skadede landsholdspiller Lærke Møllers tilfælde. Hun er nemlig forsikret gennem Danmarks Håndboldforbund. Det skriver BT.
Lærke Møller blev skadet under træningen den 4. december i Kina, og lægerne mener, at hun vil være ukampdygtig i mindst seks måneder. I den periode vil en del af hendes løn fra FCM Håndbold blive dækket af den forsikring, som forbundet har tegnet.
Ordningen dækker imidlertid kun danske og norske spillere, og det er urimeligt, mener direktør i FCM Håndbold, Frank Henriksen.
"Det betyder, at hvis spilleren kom fra Tyskland, Serbien eller Korea, så fik vi ikke en krone. På det punkt er det stadig totalt urimeligt, og det kan godt gøre ondt på budgettet, hvis vi både skal undvære en profil og betale lønnen," siger han til avisen.