Formanden for de lærerstuderende kan ikke genkende Ny Alliances billede af læreruddannelsen anno 2007.
I et interview med Politiken, der i dag beskriver partiets bud på en skolepolitik, siger Anders Samuelsen, at ’på seminarierne er de faglige miljøer udtyndet, og stemningen er generelt præget af mismod’.
- Det er vist tage munden for fuld at tale om mismod, lyder det tørt fra Lærerstuderendes Landskreds formand, Kresten Bang Heinfelt, der heller ikke kan genkende billedet af, at seminarierne ligefrem skulle være ’fagligt udtyndede .
Han afviser samtidig Anders Samuelsens forlag om at placere læreruddannelsen på universiteterne:
- Det er ikke seminariernes skyld, at der er et statusproblem med læreruddannelsen. Det skyldes de økonomiske rammer for seminarierne. De gør eksempelvis, at alle seminarier ikke kan udbyde alle liniefag. Og at placere uddannelsen på universiteterne ville ikke hjælpe. Seminariernes styrke er, at de er gode til at koble praktikken – der er grundstammen i uddannelsen – med det teoretiske, siger Kresten Bang Heinfelt og tilføjer:
- Læreruddannelsen skal ikke akademiseres.