Forståeligt, men uacceptabelt.
Sådan lyder meldingen fra Københavns Lærerforening (KLF) om lærerblokaden på Holbergskolen på Nørrebro.
Forståeligt, fordi lærerne er frusterede over kraftige nedskæringer på over 100 millioner kroner. Men blokaden er et enkelttilfælde, lover KLF.
»Der kommer ikke flere strejker. Det accepterer vi ikke. Men det er forståeligt, at lærerne på skolen føler sig presset til at gøre noget. Der bliver stillet store krav, og meganedskæringerne gør, at lærerne ikke længere føler, de kan leve op til forventninger. De føler sig klemt inde og er meget frusterede. Hvad der lignede en optur er blevet vendt til nedtur. Det er en kæmpe skuffelse,« siger Jan Trojaborg, formand for Københavns Lærerforening.
Utilfredsheden med besparelserne i Københavns Kommunes Børne- og Ungdomsforvaltningen udmunder istedet i en kæmpe demonstration på Rådhuspladsen 8. februar. Det blev besluttet på et møde mellem KLF og tillidsrepræsentanterne fra de 80 skoler i København, der rammes af nedskæringerne.