Når skolereformen træder i kraft efter sommerferien, skal lærerne tilbringe hele deres arbejdstid på skolerne.
Men på visse skoler vil man slet ikke kunne nå at indrette tilstrækkeligt med arbejdsrum til lærerne, skriver DR Syd. Det mener blandt andre Lisbet Skyum, der er formand for Sønderborg Lærerkreds:
- Det er er urealistisk. Man vil ikke engang kunne nå at bygge sig ud af det til 1. august, forklarer hun til DR Syd.
Den skepsis går igen hos samtlige formænd for de syd- og sønderjyske lærerkredse. Og der skal være styr på forholdene på samtlige skoler, fortæller Birthe Cramon, der er formand for Vejen Lærerkreds.
- Med loven har lærerne ret og pligt til at udføre arbejdet på arbejdspladsen. Og hvis ikke forholdene er i orden, så må vi have fat i arbejdstilsynet, siger hun.
Men Bent Jørgensen, der er formand for Udvalget for Skoler og Børn i Vejen Kommune, maner til besindighed:
- Vi skal ud på hver enkelt skole og kigge på udfordringerne. Det begynder vi på i starten af det nye år i samarbejde med skolernes ledelse og personalet. Dernæst går vi i gang med at afhjælpe mangler, og det har vi en tro på, at vi er færdige med til omkring sommerferien, forklarer han til DR Syd.