Både lærernes formand, Anders Bondo, og KL's topforhandler, Michael Ziegler (K), går ind til mødet i Forligsinstitutionen skeptiske, men med håbet om at der sker noget i de fastlåste forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale for lærerne.
- Jeg har taget tandbørsten med, og jeg er klar til, at det tager tid. Og jeg har også noget nyt med til forhandlingerne fredag. Men jeg er ikke optimistisk, siger Anders Bondo få minutter før, mødet i Forligsinstitutionen begynder.
KL og Danmarks Lærerforening mødes fredag eftermiddag til formentlig en sidste omgang i Forligsinstitutionen.
Parterne står stejlt over for hinanden, og meget tyder på, at lærerne bliver lockoutet fra 1. april
Michael Ziegler håber "rigtigt meget", at der kommer noget godt ud af mødet.
- Men det ser meget vanskeligt ud, siger han foran Forligsinstitutionen, omgivet af højlydte demonstranter, der er mødt op for at støtte lærerformanden.
Anders Bondo, der til gengæld mødes med bifald, beskylder KL for at have villet konflikten hele tiden.
- Det er KL, der vil have en ny aftale. Det er helt ubegribeligt. En konflikt løser ingen ting, siger han.
/ritzau/