Lærerne på Hellebæk skolen i Helsingør nedlagde i dag arbejdet i protest mod, at en 11-årig, der har kaldt en lærer pædofil, får lov at fortsætte på skolen. Det skriver tv2.dk.
Anklagen mod læreren, som den 11-årige har lagt ud på hjemmesiden arto.dk, var falsk, og skolelederen havde i første omgang bortvist eleven fra skolen.
Men i går blev det besluttet, at eleven får lov at fortsætte, og det fik i dag lærerne til at strejke mellem kl. 12.15 og 14.30.
Beslutningen om at lade eleven blive på skolen kom, fordi forældre var uenige med skolelederens afgørelse, hvilket medførte at sagen blev overleveret til kommunalbestyrelsen, der underkendte skolelederens beslutning.
- Vi føler os i den grad svigtet. Hvis man kan sprede sådan nogle anklager uden alvorlige sanktioner, går det ud over vores arbejdsmiljø, siger lærer på skolen, Katrine Kibenich.
Men da arbejdsnedlæggelsen er overenskomststridig, råder fagforeningen lærerne til at løse problemet på en anden måde.
Lærerne har endnu ikke afgjort, hvorvidt de vil nedlægge arbejdet på ny.