Det kan komme til at knibe med pladsen, når landets lærere efter sommerferien skal forberede sig på skolernes grund i stedet for derhjemme.
Det viser en rundspørge, som Politikens Research har lavet blandt 4.000 lærere, hvor 38,9 procent af de 930, der har deltaget, svarer, at der er en såkaldt lærerarbejdsplads til stort set alle lærere, mens 24,2 procent mener, at der er plads til omkring halvdelen.
24,2 procent anslår, at der til august er arbejdspladser til ingen eller relativt få lærere.
Det bekymrer formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, at flertallet af de adspurgte lærere ikke tror, at der vil være nok plads til forberedelse, når det nye skoleår starter.
- Jeg forstår ikke, at Kommunernes Landsforening ikke har sørget for at få de ting ordnet. De har jo tordnet mod lærerne om, at de skulle være på skolen. Så de kan simpelthen ikke være de tal her bekendt. Når man i forvejen har en situation, som den der var i foråret med lockout, er det simpelthen for ringe og et helt unødigt irritationsmoment, at man ikke har noget sted at sætte sig, når man skal forberede sig, siger han til Politiken.
Både hos Kommunernes Landsforening og blandt skolelederne er der dog mere optimisme at spore end blandt lærerne.
I en rundspørge foretaget af Politikens Research blandt landets skoleledere, hvor 301 ud af 1.268 har deltaget, svarer 77 procent, at der vil blive lavet plads til samtlige lærere.
Til samme spørgsmål svarer 38,9 procent af lærerne, at skolerne har plads nok til alle. Formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal ser intet problem i, at der ikke bliver købt skriveborde til hver enkelt lærer.
- Hvis jeg sad på en skole nu som leder, ville jeg ikke indrette en arbejdsplads til alle med eget bord, en computer og så videre, for de sidder der ikke på samme tid. I stedet ville jeg lave et forberedelsesområde, hvor lærerne i fællesskab kunne forberede sig, siger han til Politiken og fortsætter:
- Jeg ville sikre en plads til måske halvdelen og sørge for at signalere, at lærerne skal sidde sammen og forberede sig - altså så der sker et samarbejde mellem lærerne. En del af forberedelsen kan måske også ske ude i faglokalerne, i hjemkundskabslokalerne for eksempel. Så min tanke er ikke, at der skal være en arbejdsplads til alle.