For få lærere og pædagoger til for mange elever. Det er hovedproblemet i heldagsskolen, hvis man spørger Århus Lærerforening, og det er der ikke blevet ændret ved med den justering på konceptet, som de politiske partier er blevet enige om. Torsdag blev det nemlig besluttet at trække udbredelsen til 4.-9. klasse ud over to år i stedet for ét, samt udarbejde et specifikt arbejdsgrundlag til medarbejderne og indføre en madordning.
»Det er relativt gode forbedringer, for det er bedre end det, man havde stillet i udsigt. Men når det er sagt, så er det vores opfattelse, at det er underfinansieret. Der er ikke timer nok til at dække forsvarligt fra kl. 8 til 16,« siger Gordon Ørskov Madsen, formand for Århus Lærerforening.
For mange børn
Han mødtes torsdag med lærerne fra de tre heldagsskoler for at diskutere situationen, og meldingen var klar.
»De oplever, at de ikke er nok lærere og pædagoger til at tage sig af undervisningen. Der er for mange timer, hvor der kun er én lærer på, så man har ansvar for for mange børn på en gang,« siger Gordon Ørskov Madsen, som opfordrer politikerne til at gå i mere aktiv dialog med lærerne.
Lærerformanden håber, at politikerne vil lytte til lærerne og gøre heldagsskolerne til et væsentligt punkt ved de næste budgetforhandlinger.
»Der er brug for at styrke den indsats, man gør nu,« siger han.
For tidligt
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra børn- og ungerådmand Louise Gade (V), men formanden for børn og ungeudvalget, Jacob B. Johansen, er ikke umiddelbart klar til at love flere penge til heldagsskolen.
»Det gør selvfølgelig indtryk, når lærerne oplever det sådan, men nu har vi lavet en justering, og det er i mine øjne et skridt i den rigtige retning. Det er for tidligt at sige, om der skal gives flere penge, for det afhænger af, hvad vi har af ressourcer, og hvad den evaluering, som skal laves af heldagsskolen, viser,« siger udvalgsformanden, som mener, heldagsskolen skal have mere tid til at falde rigtigt på plads.