Cho Seung-Huis vrede var dybt forankret.
Mandag skød og dræbte han 32 mennesker på det tekniske universitet i Virginia, hvorefter han tog sit eget liv. Men allerede for halvandet år siden blev en engelsklærer opmærksom på vreden hos den unge studerende.
Ifølge CNN blev han taget af ud af en engelsk skriveklasse, da den tidligere formand for det engelske fakultet, Lucinda Roy, var bekymret over hans vrede. I stedet gav hun ham ene-undervisning.
Kontaktede politiet
Cho Seung-Huis skrev aldrig om våben eller om at slå folk ihjel. Men alligevel var Lucinda Roy så bekymret over hans skriverier, at hun kontaktede både politiet og universitetet for at få hjælp.
- Det var som om, at truslerne var under overfladen. De var ikke eksplicitte, og det var den udfordring, som politiet stod over for, siger Lucinda Roy til CNN.
- Mit argument var, at han virkede så forstyrret, at vi blev nødt til at gøre noget ved det, siger hun.
Lucinda Roy opfordrede Cho Seung-Hui til at søge hjælp, og han begyndte efter et stykke tid at svare hende, at han var begyndt at gå til en særlig vejleder.
Bombetrusler
Lucinda Roy beskriver Cho som intelligent, men studerende og undervisere blev nervøse i hans selskab. Andre har over for amerikanske medier beskrevet ham som en enspænder.
Cho Seung-Huis var født i Sydkorea, men boede i USA siden 1992. Han læste engelsk på fjerde år.
I bygningen, hvor Cho dræbte studerende og undervisere i flere klasselokaler mandag, har politiet fundet en bombetrussel. Universitetet var desuden udsat for to andre bombetrusler op til tre uger før skyderierne. Politiet er nu i gang med at undersøge, om der er en sammenhæng mellem bombetruslerne og mandagens skuddrama.