En sag om afskedigelse af en børnehaveklasselærer på Vinderup Skole i Holstebro Kommune tager en ny drejning.
Det skriver Dagbladet Holstebro Struer.
Læreren blev fyret med begrundelsen "tjenesteforsømmelse", men nu mener Danmarks Lærerforening og dens advokat, at der kan ligge noget andet bag fyringen.
Danmarks Lærerforening og advokat Jørn Kempel undrer sig nemlig over, at de ikke må se hele begrundelsen for fyringen.
- Vi har anmodet om aktindsigt i forbindelse med sagen, og her eksisterer et hændelsesforløb, som Holstebro Kommune har skrevet over to sider, men vi har kun fået lov til at se en halv side. Resten er ekstraheret (skjult, red.), forklarer Jørn Kempel til Dagbladet Holstebro Struer.
Ifølge advokaten beskriver den halve side indledningen af forløbet, mens resten af den to sider lange beskrivelse ikke kan læses:
- Der kan jo stå hvad som helst, men i vores fantasi kan der jo ligge noget andet bag, som årsag til fyringen, og at vi derfor ikke må se det, siger Jørn Kempel.
Derfor har Danmarks Lærerforening og Jørn Kempel klaget til Ombudsmanden. Håbet er at få adgang til den mørklagte del af beskrivelsen.
Fyringen er med virkning fra 1. januar og blev udløst, da børnehaveklasselæreren lod eleverne få tidligt fri for at køre i bus ud til en børnefødselsdag uden ledsagelse af læreren.
Fyringen har medført protester fra forældre og Vestjysk Lærerforening, og sagen er sendt i Afskedigelsesnævnet.