"Planlæg et terrorangreb, hvor så mange uskyldige mennesker som muligt dør."
Denne tekst til en hjemmeopgave, som en australsk lærer gav sin gymnasieklasse, har sat landet 'down under' på den anden ende.
Læreren, der underviser i samfund og miljø, forklarede de overraskede elever, at de skulle planlægge et kemisk eller biologisk angreb et sted i Australien. Det skriver nyhedsbureauet Australian Associated Press.
Eleverne skulle endvidere forklare, hvordan de ville udvælge deres ofre og blev opfordret til at smede en plan, der ville dræbe så mange uskyldige som overhovedet muligt.
Det ville en 15-årig elev dog på ingen måde deltage i, og efter protester fik inspektøren den unge lærer til at droppe opgaven. Men i denne uge nåede historien alligevel frem til især landets radiostationer, hvor den har været heftigt debatteret.
Den noget utraditionelle idé får dog ingen konsekvenser for den unge lærer.
"Der er tale om et enkelt fejltrin fra en hårdtarbejdende, engageret ung lærer, der nyder stor respekt fra sine kolleger, elever og lokalsamfundet," siger skoleinspektøren, Terry Martino, til Australian Associated Press.