Den gamle, tykke lærebog med formler, ligninger og teorier kan være på vej til at blive arkiveret på de støvede bibliotekshylder.
I hvert fald på Institut for Matematik på Danmarks Tekniske Universitet (DTU).
På instituttet har man i undervisningen på første år allerede fra næste skoleår besluttet ikke at genoptrykke de klassiske lærebøger og i stedet erstatte dem med et nyt online-opslagsværk.
"Vi er i gang med at udvikle programmet, som ikke skal være lineært på samme måde som en lærebog. Systemet skal være mere emne-baseret, så de studerende via links har mulighed for at springe frem og tilbage i den information, de har brug for," fortæller Karsten Schmidt, der er projektleder ved Institut for Matematik på DTU, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han står bag en endnu ikke-offentliggjort undersøgelse af 600 førsteårsstuderendes studievaner på civilingeniør-uddannelsens indledende matematikkursus.
Den viser blandt andet, at flere og flere studerende i løbet af det første år bruger tid på instituttets elektroniske matematikprogram frem for at læse i de gamle bøger.
Faktisk svarer 70 procent i undersøgelsen også, at de er enig eller delvist enige i, at de ikke behøver læse i lærebøgerne.
Karsten Schmidt ser positivt på, at de studerende eksperimenterer sig frem til løsninger og det faktum, at de er i stand til at lære det, der skal til, på en anden måde end at sidde og læse i bøger.
Han påpeger dog også, at en forklaring kan være, at der - modsat gymnasiet - ikke er en mundtlig eksamen på studiets første år.
At de studerende i højere grad lægger de klassiske lærebøger på hylderne, bekræftes også af flere akademiske boghandlere, som Newspaq har talt med. Der findes ingen konkrete tal, men flere har fornemmelsen af, at de studerende især på de senere år i universitetet helt fravælger bøgerne.
Helle Mathiasen, der er professor ved Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet, har forsket i universistetsstuderendes studievaner, mener også, at nye undervisningsformer bliver stadig mere udbredt på landets universiteter.
"Jeg kan sagtens forestille mig DTUs løsning andre steder," siger hun, men tør dog ikke brænde lærebogen helt endnu.
"Lærebogen dør ikke som en generel tendens. Men den får en anden rolle inden for visse fag. På sigt bliver dens rolle mindre central og kommer i stedet til at fremstå som et supplement til de informationer, vi kan finde online. Det kan være svært at holde lærebøgerne up to date i visse fag," påpeger hun.
Undersøgelsen fra Institut for Matematik ved DTU bliver offentliggjort i tidsskriftet MONA i begyndelsen af september.