Måske kan du i fremtiden nedkæmpe onde computermonstre og samtidig blive bedre til engelsk eller få anden nyttig viden om verden.
En forskergruppe fra Danmarks Pædagogiske Universitet skal nu nedbryde muren mellem kedelige lektier og spændende computerspil. Forskerne har fået 30 millioner kroner og fire år til at undersøge, hvordan man kan liste viden om verden ind i hovedet på børn, mens de spiller computer.
Forskerne skal blandt andet finde ud af, hvorfor børn og unge, der kan have svært ved at holde koncentrationen ved lektierne, kan fordybe sig i timevis, når det handler om at nedkæmpe overnaturlige væsner og bygge fiktive parallelverdener op fra bunden. Det kan måske hjælpe dem til at lave computerspil, hvor børnenes fascination af computerspil hjælper dem til at lære noget, for eksempel om sprog eller international politik.
Professor Birgitte Holm Svendsen, der leder projektet, regner med, at læringsspil i fremtiden især vil blive brugt som et redskab i skolerne. En del af forskningsprojektet skal resultere i tre konkrete læringsspil, et til engelskundervisning, et om internationale konflikter og et, hvor børnene motiveres til at bruge kroppen og bevæge sig.