Det var en medarbejder fra Forsvarsministeriet, der i 2007 viderebragte den fortrolige oplysning om, at jægerkorpset skulle udsendes til Irak.
Så meget ved TV 2¨'s erfarne politiske reporter, Kaare R. Skou. Men han ved ikke, hvilken medarbejder, der er tale om.
Det fremgår af en pressemeddelelse, som advokat Hans Sønderby Christensen har udsendt på vegne af sin klient Jacob Winther - forsvarsminister Søren Gades pressechef.
Men det er måske ikke så enkelt alligevel.
For ifølge Kaare R. Skou selv, så har han ingen meningen om, at det skulle være Jacob Winther, der stod bag lækagen, eller at det ikke skulle være Jacob Winther.
"Det jeg har sagt til advokaten er, at jeg har ikke sagt, at det er Jacob Winther, men jeg har heller ikke sagt, at det ikke er ham," siger Kaare R. Skou til Politiken.dk
Sagen blussede op, da tv-dokumentaristen Christoffer Guldbrandsen i filmmagasinet Ekko udpegede Jacob Winther som ham, der stod bag lækagen til TV 2.
Jacob Winther har derfor svaret igen med en trussel om et sagsanlæg for injurier. Og den trussel fik lørdag Christoffer Guldbrandsen til at melde ud, at han har et lydklip, der bekræfter, at Jacob Winther fortalte TV 2 om den hemmelige mission.
Guldbrandsens advokat Anders K. Németh bekræfter søndag over for Politiken.dk, at han har hørt lydklippet, og at han er 100 procent sikker på klippets autencitet.
Han finder det mærkeligt, at Jacob Winthers advokat sender pressemeddelelser ud, hvor han skriver om folk, der bekræfter, at de ikke ved, hvem der stod bag lækagen.
"Den omstændighed, at han sender pressemeddelelser rundt på alle mulige, som ikke har noget med det her at gøre, ændrer ikke ved sagens substans. Der er den her læk, og det er efter vores bedste overbevisning fra Jacob Winther," siger Anders K. Németh.