Syge patienter skal have en bedre service, når de kontakter lægevagten. Der skal blandt andet indføres elektroniske tjeklister og dokumentationskrav.
Sådan lyder det i en ny rapport fra Dansk Sundhedsinstitut (DSI).
Berlingske.dk skriver, at rapporten konkluderer, hvordan telefonvisitationen er for uprofessionelt håndteret, og at Danmark kunne tage ved lære af sygeplejersker som telefonvisitatorer i Sverige, Holland og England.
Her anvender de en række moderne redskaber som for eksempel faste retningslinjer for kontrolspørgsmål ved konkrete symptomer. I alle tre lande er patienterne også tilfredse med, at det ikke er lægerne, der svarer på opkaldene. I Sverige har det ført til besparelser på en halv milliard kroner alene i Stockholm.
"Telefonvisitationen anses i de tre lande som lægevagtens mest risikobetonede funktion, der kræver en særlig træning og løbende overvågning af kvaliteten. Den professionelle tilgang bør man lære af herhjemme," siger sociolog Marlene Willemann Würgler, projektleder på rapporten.
Hun mener, at de elektroniske tjeklister, test og evaluering af opkald er noget, som lægevagten herhjemme kan lære af.