Når den hvide, offentlige kittel skiftes ud med en privat en af slagsen, så er lægerne med til at forbedre sikkerheden for patienterne.
Det mener formanden for Patientforeningen, Villy O. Christensen.
"Jeg tror faktisk, det er med til at gavne patientsikkerheden, i og med at lægerne oparbejder større rutine ved at udføre flere operationer," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han modsiger dermed et nyt tiltag fra Region Hovedstaden, hvor hospitalsdirektørerne inden for de næste to måneder vil tvinge regionens læger til at informere om deres bijobberi og indkalde dem til en samtale. Påstanden er nemlig, at mange læger smutter fra deres arbejdsplads midt på eftermiddagen for i stedet at operere på et privathospital, hvor lønnen er noget højere.
Men at det finder sted, tvivler Villy O. Christensen meget kraftigt på.
"Det er ikke noget, jeg har kendskab til. Det er et argument, der er grebet ud af luften," siger han.
Hospitalsdirektør på Frederiksberg Hospital, Jonatan Schloss, har luftet, at han sandsynligvis vil tvinge flere ansatte til at vælge mellem et job i det offentlige eller det private, og det ærgrer formanden for Patientforeningen.
"Det er jo deres fritid, de bruger på det her. De udfører deres hverv i dagtimerne, og så må det være op til dem selv, hvad de vælger at bruge deres fritid på. Afskaffelse af bijob vil betyde mindre patientsikkerhed og indskrænkning i individets ret til selv at vælge, hvad man bruger sin tid på. Jeg kan ikke se, at det gavner," siger han.