Uden at advare hende først drejer en sygeplejerske og en sundhedshjælper hende rundt på båren. Smerterne skyder gennem hendes lænd som nyslebne knive, og hun skriger og tigger dem om at vende hende tilbage på ryggen, hvor hun kan holde smerterne ud. Hun bønfalder dem.

Line Sofie Høeg Christensen på 23 år ligger på skadestuen på Hernings Sygehus, og hun føler, at hun lige har mistet kontrollen over sin egen krop. Selvom hun trygler de to kvinder, så river de i hendes ridebukser for at få dem af uden at lytte til hende, og hun skriger og græder sin smerte ud. Det er mandag den 3. marts om formiddagen.

»Line, prøv at slappe af. Nogle gange har man bare smerte i livet,« siger sundhedshjælperen med briller, kort pandehår og en tynd fletning ned af ryggen.

»Prøv lige at samarbejde i stedet for at modarbejde,« tilføjer hun, og Line føler, at de slet ikke tror på hende, når hun siger, at hun har ulidelige smerter i lænden.

Smæld i lænden

Ordene brænder sig ind i Lines hukommelse og kommer til at runge i hendes hoved de næste mange dage. Det bliver den sætning, hun hører igen og igen, da det over en uge senere viser sig, hvor alvorlig hendes skade i ryggen er.

Hvert år oplever et ukendt antal danskere, at læger og sygehuspersonale ikke tager dem alvorligt, når de kommer ind på de danske sygehuse. Hos Foreningen Fejlbehandlet kender formanden alt for godt til problemet.

»Især på hospitalet mødes rigtig mange patienter med den holdning, at lægen ved bedst, hvad du fejler, også selvom du selv prøver at fortælle ham noget andet,« siger Bjarne Mahler Schou.

På skadestuen i Herning trykker lægen Line på ryggen, og hun fortæller, hvordan hun fik et smæld i lænden, da hendes hest lavede et uventet hop på ridebanen. Lægen gætter på, at det bare er muskelsmerter, men hun beslutter sig alligevel for at sende Line i røntgen. Da hun kommer tilbage, får hun to Pinex, og hendes far og mor ankommer til skadestuen.

Ingen nerve i klemme

Billederne fra røntgen ligger klar, og der er ingen tvivl: Intet er brækket, så lægens dom lyder på muskelsmerter. Men Line kan stadig ikke holde det ud. Hun ryster, hyperventillerer og sveder, og hendes far spørger lægen, om hun nu også er sikker på, at det kun er smerterne i musklerne, der kan gøre så ondt.

»Det her er fandeme ikke muskelsmerter. Det er mine nerver,« skriger Line i desperation over det smertehelvede, hun befinder sig i uden, at nogen rigtig tror på hende.

»Nej, Line, vi har jo taget røntgen, og der kan vi se, at der ingen nerver er i klemme,« siger lægen.

Line føler sig magtesløs. Hvordan skal hun kunne hamle om med en læge, der har over ti års erfaring? Hun kender sig selv, som en pige, der godt kan tåle, når noget gør ondt. Som barn brækkede hun benet, og hun er også blevet trådt på og smidt af heste. Men hun har aldrig oplevet så intens og vedvarende en smerte som nu. Og hun er sikker på, at det ikke kun er muskelsmerter. Der er noget galt i hendes ryg, men der er ingen, der vil tro på hende.

Kun til gravide

Personalet på sygehuset vil hele tiden have hende op af sengen, så hun kan gå hjem.

»Diskosprolapspatienter skal op og gå dagen efter operationen,« siger de.

Line bliver ved med at bede om smertestillende. Pinex ikke hjælper en pind.

»Kan I ikke give med det, som gravide får, når de skal føde,« spørger hun, men får at vide, at hvis hun ikke er gravid, så kan hun ikke få den slags.

»Kan jeg så få noget at sove på,« tigger hun, men får at vide, at den slags sørme kun er til opererede.

»Kan I så ikke give mig en sprøjte, så jeg kan sove ind. Jeg kan ikke holde det ud,« græder hun.

Hendes forældre bliver sendt ud af stuen, fordi sygeplejersken vurderer, at Line er pylret, når de er der. Mens de er ude, forsøger hun at få Line op at sidde, men smerterne er ved at drive den 23-årige til vanvid, så hun bliver nødt til at lægge sig igen. Det virker helt umuligt.

Så beslutter de at indlægge hende, og hun får en morfin-pille. Men den tager ikke smerterne.

Du får blodpropper

Næste dag begynder mareridtet forfra. En ældre læge, som minder Line om en slagter med sine store overarme og barske ydre, trækker dynen til side og løfter benet op.

»Av, av, av,« skriger hun.

Hun har intet at skulle have sagt. Hun ved godt, at lægen skal undersøge hende, men hun ville ønske sig, at han kunne sige noget, inden han bare går i gang.

Benet kan ikke komme længere op end en vinkel på 15 grader, og det fortæller lægen til sin diktafon på fagsprog.

»Du kan ikke ligge her, så får du blodpropper, så, du skal bare op i dag, om det så bliver med skrig og skrål,« siger han og går.

Unge nu til dags

Som sagt så gjort. I 30 minutter aser og maser hun for at komme op og sidde. Sveden vælter frem, og det sortner for hendes øjne. Smerterne er ulidelige, da hun endelig sidder på sengekanten. Turen til toilettet på toiletstolen gør det ikke bedre, og da sygeplejersken dukker op med en rollator, som hun vil have at Line skal gå fra toilettet til sengen med, kan hun næsten ikke klare mere.

Da hun endelig ligger i sengen igen, møder sygeplejersken hendes mor ud på gangen.

»Unge mennesker nu til dags kan jo heller ikke tåle smerte,« siger hun og tilføjer, at Line nok bare lige skal overvinde, at hun er bange for at gå.

Hendes mor spørger, om det ikke kan være en diskosprolaps, når der er smerter ved 15 grader. Hun har læst, at det netop tyder på sådan en. Men lægen siger, at Line ikke har de typiske symptomer.

To udposninger

I de næste dage befinder Line sig i et smertehelvede. Hun skal træne med fysioterapeut, og hun får et nyt gangstativ, der er så høj, så hun kan gå helt oprejst. Hendes far foreslår, at hans datter bliver scannet, men lægerne afviser, at der er nogen grund til det.

Søndag bliver hun udskrevet og kørt hjem liggende i bunden af sin fars varevogn, fordi hun stadig ikke kan sidde op. Lines far beslutter, at nu skal de have klar besked, så tirsdag tager de på privathospital i Århus og får ryggen scannet. Helt nederst på rygsøjlen er der to tydelige udposninger. På den nederste ryghvirvel er nerverne næsten helt gennembrudt. Line begynder at græde. Så bliver hun vred over, at de ikke ville tage hende alvorlig. De mente, hun var hysterisk.

Jeg er vred

I dag må hun kun ligge ned og stå oprejst, fordi siddestillingen presser på nerverne.

»De tvang mig op og gå hele tiden, og jeg skulle træne ryggen ved at sidde op. Nu, hvor jeg ved, at det er en diskosprolaps, så må jeg helst ikke sidde op, og mine ben skal hele tiden være bøjede,« siger Line, der håber, at hendes historie får personalet på alle sygehuse til at lytte mere til patienterne.

»Jeg er vred, men det er ikke fordi, de ikke opdagede, at jeg havde en prolaps. Jeg er vred, fordi de ikke ville tro på mig«.

Line slipper for en operation, men ser frem til en lang periode med genoptræning. Hun regner med at klage over forløbet til patientklagenævnet.