Hvis du ikke kan komme til hækterne igen efter en din sygdom, så er det måske fordi du drikker for meget alkohol? Et sådan spørgsmål lyder alt for sjældent hos lægen. Det mener Sundhedsstyrelsen, der nu kræver at læger tager mere hånd om deres patienter alkoholvaner.
"Et for stort forbrug af alkohol er stadig et tabu, og der er blandt lægerne en vis skyhed ved at tage det op. Den skal vi have gennembrudt, og erfaringer fra Sverige viser, at det faktisk sætter noget frugtbart i gang, at lægen starter en samtale om alkoholforbrug," siger centerchef Else Smith fra Sundhedsstyrelsen til Jyllands Posten.
Ifølge Sundhedsstyrelsen drikker næsten 900.000 danskere mere end de anbefalede antal genstande på henholdsvis 14 og 21 om ugen til kvinder og mænd, og 585.000 har et skadeligt forbrug.
Læge Henrik Dibbern, formand for Praktiserende Lægers Organisation, er ikke uenig med Sundhedsstyrelsen i at der er behov for mere fokus på danskerens drikkevaner, men han mener ikke, at det er lægernes forpligtelse.
"Praktiserende læger tæppebombes med krav og anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om snart det ene og snart det andet, og vi kan ikke løse det hele. Patienten kommer i konsultationen med sin egen dagsorden, og den skal i udgangspunktet respekteres," siger han.
Sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) mener ikke, at der er nogen vej uden om problematikken.
"Der skal mod til at bryde tabuet om alkohol, men det mod skal lægerne simpelthen have. Det er hamrende vigtigt, at de tør tage snakken om alkoholproblemer - som læger synes jeg, at de sidder med nogle vigtige kort på hånden i den slags situationer," siger han.