Glemmebøder må gå begge veje, og derfor skal også læger og hospitaler betale bøder til patienter, hvis de aflyser en aftale uden varsel.
Det siger formanden for Patientforeningen Danmark, Karsten Skawbo-Jensen, om det sundhedsudspil som Socialdemokraterne og SF præsenterede torsdag.
Her skal det nemlig være muligt at lægge et gebyr på 500 kr. for patienter, der bliver væk fra aftaler på hospitalet.
"Grundlæggende må der jo gælde det, at et bødesystem er gensidigt. Naturligvis skal patienter afbestille sin tid, hvis man ikke kan komme. Det er god stil, og det opfordrer vi selvfølgelig til," siger Karsten Skawbo-Jensen til Newspaq.
Men i utrolig mange tilfælde møder borgere op på hospitalet og venter forgæves på behandling, fordi der er en aflysning eller en sygdom, som man ikke har advaret patienterne om, inden de tog hjemmefra.
"Så det skal gå begge veje, og det kan være den samme bøde som patienten skal betale, hvis patienten ikke møder op, som sygehuset skal betale, hvis de ikke kan behandle til den aftalte tid," siger Karsten Skawbo-Jensen.
Formanden tror dog slet ikke på, at forslaget har nogen gang på jord, da det vil kræve enorme ressourcer at opretholde systemet.
"Skal man til at give folk bøder, så skal man jo kunne dokumentere, at der er sendt en indkaldelse til behandling eller operation. Derfor skal der sendes anbefalede breve, og det vil koste rigtig mange penge. Dette her er et skrivebordsforslag, som i virkeligheden vil koste os alle sammen mere end vi vil få ind i kassen," siger Karsten Skawbo-Jensen.