Det vil ramme ældre og kronisk syge danskere, hvis de praktiserende læger tvinges til at holde åbent om lørdagen.
Det mener landets praktiserende læger, som på deres årlige repræsentantskabsmøde lørdag har drøftet et forslag fra Venstre om at lægerne skal holde åbent mindst en lørdag om måneden.
- Medmindre lægerne skal have udvidet arbejdstiden til 50-60 timer om ugen, vil Venstres forslag - med den aktuelle lægemangel in mente - jo betyde en udtynding af lægebetjeningen på hverdage, og det vil blandt andet ramme en række ældre og kroniske patienter, som godt kan finde ud af at gå til lægen indenfor normal arbejdstid, udtaler Michael Dupont, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO) i en kommentar til dagens drøftelser.
Som tidligere beskrevet i Nyhedsavisen afviser lægerne også et andet forslag fra Venstre om at lægerne skal hænge skilte op i deres praksis med de fejl, de har begået, så patienterne ved, hvad de lægger krop til.
Til gengæld ser lægerne positivt på at gøre det lettere at få fat i lægen på telefonen.