De praktiserende læger har ikke noget imod at skulle holde længere åbent, sådan som regeringen ønsker det i et nyt sundhedsudspil.
Der er bare ikke folk til det, lyder det fra formanden for PLO - Praktiserende Lægers Organisation, Henrik Dibbern.
- Jeg synes, at vi skal arbejde for, at det bliver til virkelighed. Men hvis vi skal udvide vores tilgængelighed, og hvis vi skal bruge mere tid med patienterne, så er vi nødt til at komme ind i en udvikling, hvor der også kommer mere arbejdskraft ud til os, siger han.
Han peger på, at der over 10 år er kommet 4000 flere læger på sygehusene, mens der kun er kommet 50 flere praktiserende læger.
Regeringen vil også samle flere læger og andre behandlere i såkaldte sundhedshuse, der skal sikre mere tværfagligt samarbejde. Henrik Dibbern mener dog ikke nødvendigvis at større er godt:
- Det er altså ikke al forandring til det større, der for patienterne vil blive oplevet som forandringer til det bedre. Vi ved at patienterne er mere tilfredse med de små praksisser, siger formanden og tilføjer, at små lægehuse behandler flere patienter per læge.
Han mener i det hele taget, at regeringen har gjort sine tanker uden at inddrage dem, der arbejder med området til dagligt.
- Jeg synes ikke, at man har forstået, at man står med et meget værdifuldt system. Jeg synes, at det virker som om, at man har siddet og talt med hinanden i nogle lukkede kredse uden at tage rigtig meget indput ind. Hverken fra læger eller patienter.
- Selvfølgelig skal der ske en moderniseringsproces i praksis, men det skal ske i respekt for, at vi har en af de mest velfungerende praksisordninger overhovedet, lyder det fra Henrik Dibbern.
Regeringen præsenterer torsdag det nye sundhedsudspil, og her står det klart, at den blandt andet ønsker mere fleksible åbningstider. Samtidig skal alle praktiserende læger kunne kontaktes online.
/ritzau/