Sundhedsstyrelsen er gået i selvsving, når det kommer til sikkerheder omkring svineinfluenza - H1N1. De beder nemlig de praktiserende læger tage alt for mange forholdsregler, og det ødelægger forholdet til patienterne.
Sådan lyder kritikken fra en gruppe læger, der ganske utraditionelt vælger at stå offentligt frem med deres kritik.
"Vi har fået tilsendt beskyttelsesdragter der ligner rumdragter. Det er meget mærkeligt, at Sundhedsstyrelsen mener, at man skal bruge alt det udstyr, når der er tale om en mild influenza," siger Henrik Hother Sørensen, der har praksis på Frederiksberg, til MetroXpress.
Han har derfor heller ikke planer om at tage det nye udstyr i brug.
"Jeg kunne ikke drømme om at tage det på. Heller ikke, hvis jeg fik meldt en patient med H1N1-symptomer. Hvis jeg blev smittet, ville det koste en dag eller to i sengen, og så havde jeg da haft den," forklarer han.
Sundhedsstyrelsen vil i den nærmeste fremtid udsende en ny vejledning til lægerne.