De planlagte forsøg med heroinbehandling af narkomaner i en række storkommuner bliver måske ikke til noget. Årsag: Ingen læger gider arbejde med narkomaner, fordi misbrugsområdet har lav prestige.
I fire af de fem kommer, der planlægger at tilbyde narkomaner lægeordineret heroin næste år, mangler der nemlig læger.
I Odense mangler de to læger for at kunne tilbyde en forsvarlig heroinbehandling.
"Hvis det ikke lykkes os at skaffe lægerne, så er der stor risiko for, at vi ikke er i stand til at etablere heroinbehandlingen," siger overlæge på Rusmiddelcentret i Odense, Inge Birkemose, til Dagens Medicin.
Også i Esbjerg glimter lægerne ved deres fravær, og selv i København, som generelt har nemmere ved at lokke læger til misbrugsområdet, kniber det med at finde nye, siger Peter Ege, socialoverlæge i Københavns Kommune.
"Lokalerne er indrettet, men vi mangler en læge. Vi fik ingen ansøgninger, da vi slog stillingen op," siger han.
Han mener selv, at et job med heroinbehandling er en attraktiv stilling, men det synes de andre læger ikke.
"Det skræmmer sikkert lægerne, at det er socialfagligt område. De vil hellere være hjertekirurger og børnelæger," siger han.
Misbrugsområdet ligger lavt på lægernes ønskeliste over job. Ifølge cand.psych. og ph.d. Mads Uffe Pedersen, som er leder for Center for Rusmiddelforskning på Aarhus Universitet, hænger det sammen med manglende prestige.
"Ligesom psykiatrien er misbrugsområdet upopulært. Narkomaner har rygte for at være en svær patientgruppe, og desuden er der kun begrænset mulighed for forskning og efteruddannelse inden for misbrugsbehandling," siger han.